Deep Thoughts

Når lidelserne hos et dyr bliver store nok, så vælger man af kærlighed til dyret, at få gjort en ende på dets lidelser. Hvornår er et menneskets lidelser så store, at de har ret til at gøre en ende på dem?

Jeg står tæt på et menneske der lider. Det er ikke et gammelt menneske, men derimod stadig har den største del af sit liv foran sig. Smerten er ikke fysisk, men alligevel så reel, at jeg kan mærke den selv, når jeg står på kanten og ser ind i depressionens mørke.

Jeg ser til mens dagene bliver trukket ud til en lang grå masse og hører nætterne er fyldt med jagende tanker, der fortsætter i en endeløs spiral. Følelser der er for store og voldsomme, og sporene efter barberbladenes kortvarige forløsning. Mange års kamp mod en nærmest kronisk tilstand af mangel på livslyst.

Jeg overvældes af skam, når jeg tager mig selv i at tænke, at det nemmeste og mest humane ville være, at ønsket om selvmord fik lov til at blive forløst. Det er svært at være et lys i et kvældende mørke, når man selv begynder at tvivle på kvaliteten af dette liv. Håbet om at det bliver bedre og viden, at det har været værre, holder mig fra at give op. Hvis det blot havde været kærlighed, ville jeg nok ikke forhindre denne sjæl i at få fred.

Skal ikke trykkes.

Jeg føler jeg spilder min tid. Jeg føler jeg afvikler mine talenter og at færdigheder langsomt forsvinder, mens tiden bruges på “personlig udvikling”.

Siden gymnasiet har jeg forsaget skriveriet. Dengang gjorde man et pga. af lærens tvang, men jeg nød også processen at se en tekst vokse og komme en del af mig selv ned i den. Det var lige så meget en øvelse i at lære at skrive essay, som en måde at udtrykke og udvikle med på. Nu er der ingen tvang og lysten er lige så stille forsvundet. Efterhånden er det ikke muligt at komme samme indhold ned i ordene. De er på en måde blevet gennemsigtige.

I stedet er jeg blevet en langt mere ekstrovert person, måske med tangenter til at være ekshibitionistisk. Blev en tilbeder af nuet og de socialle relationer og fandt en vej hvor man kunne udvikle egoet. Selv om det har gjort mig et gladere menneske og måske også større, så føler jeg mig alligevel som en afgudsdyrker. Jeg føler at et nyt og større ego har taget pladsen for det gamle og at det endnu ikke harmonerer fuldt ud med overjegets idealer (hvis man skal være lidt freudiansk).

Jeg husker hvordan jeg kunne nyde at sidde og grave mine tanker igennem, mens jeg skrev essensen af dem ned. Nu kan jeg dårligt samle en enkelt følelse op, uden 4 andre kommer brasende og roder det hele sammen. Allerede nu har jeg glemt hvor jeg kom fra og om jeg skulle et sted hen.

I byen banker pulsen uden roligt rytme
Og tankerne kører ofte overfor rødt
Et trafikuheld af følelser
døde og genfødt før lægen når frem

Prøver at gribe en time
Men jeg har mistet to
til de tre tanker
der har stjålet min ro

Har der været mere udviking end afvikling?

På kommentarene fra Lars Løkkes spindokter lyder i hvert fald som om deres vigtigst opgave nu er blevet, at gøre vælgerne tilfredse, så de kan blive genvalgt. Dette betyder at politikerne halser rundt efter den nærmeste vælgervogn.
Der skal skattelettelser til, så man kan kalde sig liberal. Selv om dette betyder at man ikke har penge til at dække de huller der så måtte fremkomme i kommunal- og sygehusbudgetterne. Det sørger politikerne for at marginalisere, som dårlig økonomistyring.
Som politiker er det vigtigt at vise hvad man står for. Så når medierne rapporterer om burkaer, må man hurtigst muligt få undersøgt deres udbredelse og begrænse dem, da de er kvindeundertryggende. (Læs. Hvis kvinden ikke selv har valgt at gå med den) Og det er lige meget hvor få der så måtte være.

Har politikerne glemt at deres ansvar ikke er, hvordan de ser ud i medierne og at (alle) vælgerne kan lide dem. Deres ansvar er, at lede vores samfund på en ansvarlig måde. At dette kan betyde man skal tage upopulære beslutninger, såsom at skære i efterlønen. Vi skal jo også have velfærd om 20+ år. Som politiker må man også af og til opdrage på sin vælger. Vi har trods alt valgt jer, fordi vi mente i var kloge nok til det.

Så i stedet for at lege politik med alle jeres spindoktorer, vil i ikke nok være rare snart at vokse op og tage jeres ansvar alvorligt.

Så kom der endelig en dag med lys over land. Det er ikke fordi jeg har det store imod den mørke tid her om vinteren, men der plejer jo heller ikke at gå måneder mellem solen kigger frem mellem skyerne. Bare det er solen en eller to gange om ugen forsøger at kilde en på kinderne i novemberkulden når man cykler til dagens gerninger, er nok til at holde humøret oppe for mig. Så jeg håber der kommer lidt flere dage som denne i den næste tid og måske lidt sne, så det lysner lidt mere.

Så fik vi jo også lov til at give vores mening til kende omkring hvem der skulle styre vores kommune i de næste fire år. Her må jeg nok blankt indrømme, at jeg ikke har haft lyst eller overskud til at sætte mig ind i noget som helst om nogen som helst. Så jeg tog mig den frihed og aflevere min stemmeseddel i samme tilstand som jeg fik den i. En ting som jeg synes er det mindste man kan gøre, når man nu har været for doven til at sætte sig ind i sagerne.

Efter at have overstået et par halvhårde eksamener, er vi nu kommet i gang med næste blok på studiet og jeg må nok indrømme, at den ikke er startet så godt som man kunne ønske. Det er ligesom om engagementet ikke rigtigt har været med fra startet. Jeg forsøger lidt at skyde skylden på de veloverståede eksamener og den manglende efterårsferie. Eller på den mørke tid, som forsøger at stjæle al energien fra én. I sidste ende er det nok bare min egen dovenskab, der er ved at indhente mig. Trælst.

Nåh, men man må jo nok hellere se at komme i gang med noget studieforberedelse så. Øv øv, når man hellere vil gå en tur i det gode vejr.

Den “officielle” grænse for at blive voksen, er vel 18 år. Du er nu økonomisk ansvarlig for dig selv og du må stemme til folkeafstemninger. Det var nu ikke så meget det vi så frem til. Når du bliver 18, så må du tage kørekort og du kan komme (lovligt) ind på de fleste diskoteker og barer. Så det bliver nu muligt at tage den vilde tørst med i byen med vennerne uden at være bange for at blive smidt ud efter kl. 18, når der kommer dørmand på.

Samtidig tænker man: “18 år! Så er jeg jo snart voksen. Jeg bliver nød til at få så meget ud af det som muligt inden det sker.” Hvilket vil sige, jeg bliver nød til at blive fuld og have det skægt, så mange gange som muligt, inden jeg for alvor skal tage ansvar.
De første to dage af hver uge går med at man taler om alle de (dumme?) ting der skete i weekenden og de sidste to går med, at man taler om alt det skæg man skal lave i den kommende weekend. Dagen i midten var lidt en blanding.

Det var en dejlig ubekymret tid. Nok den bedste tid jeg husker. Vi var gamle nok til at have det sjov vi havde lyst til, men stadig unge nok til at vi ikke behøvede at bekymre os om fremtiden endnu. Jeg tænkte dog lidt over den alligevel. Man kan jo ikke læse videre med et hvilket som helst karaktersnit, men når man ikke vidste helt præcis hvad man skulle læse, så betød det ikke så meget. Så vi nøjedes med at se frem til næste weekend.

Jeg er jo et åbent og imådekommende menneske. Jeg hilser altid pænt på folk, er høflig og interesseret. Så kan jeg da ikke være forudindtaget (eller sagt på en anden måde, være snobbet).

Men det tror jeg til min egen forbavselse, at jeg måske alligevel er på en lidt ubevidst og nødvendig måde.
For hvor tit har jeg ikke sagt nej til en film, blot efter at have hørt dens navn, selv om en ven siger den er god.
Hvor tit jeg har ikke dømt en ukendt bog ude, blot på baggrund af titlen.
Hvor tit har jeg ikke “overset” en blog, pga. dens overskrift.
Og jeg har alligevel også ret tit, at den person må være sådan og sådan, når nu de går klædt sådan, og så er de nok ikke nogen jeg gider at snakke med.

Hver eneste dag dømmer jeg ting ude, blot på deres udseende eller navn. Jeg danner mig hurtigt et billede af hvordan personens eller tingens indhold må være. Nej, jeg forsøger at danne mig et billede, for det andet kan jo først lade sig gøre, hvis jeg tager mig tid til at finde ud af det. Og det er jo der problemmet ligger. Jeg har ikke så meget tid, at jeg kan sætte mig ind i alt. Jeg bliver jo nød til at vælge, hvad jeg vil bruge min tid på. Og så er man jo tvunget til at være lidt forudindtaget, om man vil det eller ej. Det vigtigste er vel bare at det ikke tager overhånd. Man kan jo blive positivt overrasket en gang i mellem

Første gang jeg for alvor var fuld, var i 8. klasse. Det er lidt sjovt, at jeg skriver det her, under “at blive voksen”, men efterhånden er det blevet et symbol på, at man er ung. At man er på vej til at blive voksen. Til at starte med var det en “voksen-ting”, at drikke sig fuld, men det er blevet overtaget af ungdommen i deres stræben efter at blive voksen. Eller nok mere for at gøre noget de voksne gør, men hvor der ikke er særlig meget ansvar involveret.

En af mine venners veninder var alene hjemme og havde inviteret nogle venner til fest. Lyder det bekendt? Det er nærmest den en stensikker opskrift på en teenagerfest, der kun kan gå for vidt. Og det gjorde den her jo også.

Jeg havde aftalt med en kammerat, “Nick”, at vi tog hjem og sov hos ham efter festen, så vi mødte sammen op til festen med en snes bajer ved en 20-tiden. Her var allerede fuld gang i festen. Høj musik og fulde folk. Eller unger vil jeg hellere kalde det nu, for vi var jo stort ikke andet. En af dem fra klassen over mig gik rundt med en flaske pisan ambon, som jeg selvfølgelig også skulle have en smagsprøve på. Der blev drukket øl, skreget med på Red Warszawa og drukket flere øl. Inden klokken slog 22, var vi allerede ved at have fundet vores hegn og “Nick” mente, at nu var tiden inde til at vi skulle hjemad. Jeg var ikke helt enig til at starte med, men gik alligevel med udenfor.
Her lærte man så en vigtig lektion i mødet mellem frostvejr og høj promille og jeg måtte modvilligt opgive den øl jeg lige havde hældt indenbors. Derefter var jeg mere end villig til at stavre efter “Nick”, da udsigten til en seng var blevet meget kærkommen. Skulle dog lige af med lidt mere øl inden jeg kunne falde i søvn, hvilket kom til at gå ud over “Nick’s” gulvtæppe. Dagen efter bød på de grummeste tømmermænd jeg nogensinde har oplevet. Heldigvis kunne jeg blive kørt hjem af hans forældre, så jeg kunne gemme mig i min seng og håbe på bedring, inden mine egne forældre kom hjem.

Efterfølgende hørte vi om de skader, som værtindens forældres hus var blevet pådraget, for ikke at tale om deres nabos forhave. Det er sgu lidt sørgeligt, at det skal være en del af “at blive voksen” at te sig som et barn.

Inden det sker har vi 1000 forestillinger om hvordan der vil være og de er alle helt perfekte med et lyserødt skær. Den første kærlighed, det første kys, den første gang.

Tilbage i folkeskolen havde man selvfølgelig gået og været forelsket et par gange, men det var aldrig blevet til andet end ønsketænkning. Kan huske en episode fra børnehaveklassen, hvor jeg havde et godt øje til en pige. Midt i en pudekamp kom jeg til at kysse hende på kinden, til stor morskab for resten af klassen. Nu kan man tænke tilbage og tænke, at man i forhold til de andre der hev i håret på dem de kunne lide, så var man måske lidt forud, men dengang var det nu mest mega pinligt. Hun blev helt rød i hovedet, men fik år senere at vide at hendes tvillingesøster var blevet lidt jaloux. Nok ikke så meget over at det var mig, men bare over at hendes søster havde fået et kys før hende.

Det var vidst også det nærmeste jeg kom romantik i folkeskolen. Man er jo så nervøs for at man skal stå som den sidste og eneste tilbage uden at have haft en kæreste. Så på efterskolen skete der ting og sager. Jeg mødte en sød pige, som heldigvis havde haft en kæreste før, så hun vidste lidt om at kysse i forvejen. Og som var modig nok til at tage det første skridt. Vi må jo nok erkende, at der ikke er lige meget testosteron og verdensmester i alle drenge for vores årgang, så havde hun ikke taget initiativ, var der nok ikke sket noget. Det er jo så heldigvis noget man lærer.

Efterskolen er et fantastisk sted til kærester, finder man ud af. Man kan gemme sig en hel aften på sit værelse, uden der er nogen forstyrrende forældre og kysse i timevis. Man finder også ud af, at det er det værste sted til ekskærester, for man skal se på dem hver dag efterfølgende. I tiden hvor man har 1000 følelser og tanker i hovedet, men ingen mulighed for at sætte ord på dem og pigerne altid virker til at være 2 skridt foran. (Hvilket de jo nok også var i den alder.) Og inden man fik set sig om, var man sammen igen.

Langsomt samlede man mod til at tage skridtet videre. Så pludselig en dag skete det bare. Det var lige præcis så fantastisk som man havde forestillet sig, men langt fra det romantiske pladder man kan se på film. I sidste ende er det vigtigste blot, at man gør der med en man stoler på. I gamle dage ville man nu kunne kalde sig en man og hun en kvinde. Store ord, men det tænkte man ikke over dengang. Der var man bare utrolig glad for hinanden.

Men efterskolen sluttede og der sluttede den første kærlighed også, for vi skulle hver til sit. Man mødte andre og ny kærlighed blomstrede. Man forsøgte sig, men ingen er vel mester i første forsøg og man lærte også at miste. Til sidst lærte man også, at man altid skal kunne gå, lige meget hvor meget man elsker, for der er nogen, som ikke er gode for én. Man lærer at man skal være forsigtig med hvem man elsker, men lærer også at man ikke må være bange for at tage springet. Der er nogen der siger det aldrig bliver nemt og at vi aldrig lærer det. Det kan jeg godt tilslutte mig, men vi kan jo heller ikke lade være. Også selv om vi bliver voksne.

I gamle (altså rigtig gamle dage) var konfirmationen, foruden en bekræftelse af vores kristne tro, også den alder hvor man blev sendt ud og tjene. Nu er det ved at være nogle år siden, så de tanker jeg gjorde mig i sin tid, er forlængst forduftet. Jeg er dog 100% sikker på, at jeg ikke tænke på konfirmationen, som noget der ville have en så stor betydning for mit liv. Alle andre blev jo konfirmeret, så det kunne jeg jo ligesågodt også. Selv om man måske ikke var helt sikker på, at der sad en gammel hvid håret (og skægget) mand, kaldet gud, som holder øje med os alle. Og så var der jo også en god mulighed for, at jeg virkelig ville få den computer i konfirmationsgave. Så jeg ser ikke rigtigt denne begivenhed, som et skridt på vejen til at blive voksen. Ikke for alvor i vores tid.

Men at flytte hjemme fra og tage det første skridt ud i verden, på egen hånd.

Det fik jeg lov til at prøve, da jeg skulle på efterskole i 9. klasse. Jeg var glad for at slippe væk fra de gamle omgivelser og få en chance for at lære sig selv at kende. Det er ligesom lettere, når der ikke er 20 gamle klassekammerater, som er med til at stoppe en ned i en kasse. Efter jeg tog på efterskole, kom jeg aldrig hjem og bo hos mine forældre igen i mere end en måned i sommerferien. Så jeg vil gerne huske det som om, at jeg allerede flyttede hjemmefra der.

Da efterskolen var færdig, startede jeg på gymnasiet og var heldig at kunne få et værelse hos nogle af mine forældres venner, der ikke selv havde børn længere. På den måde sparede jeg 3 timers transport hver dag og jeg fik mulighed for at komme lidt ind til byen, for første gang. Selv om jeg var flyttet hjemmefra, var forskellen fra at bo hjemme dog ikke så stor. Der stod mad på bordet kl. 18 hver dag, jeg skulle hjælpe med at gøre rent og så betalte mine forældre 2/3 af lejen. Så jeg klagede i hvertfald ikke.

Da gymnasiet var slut, arbejdede jeg et halvt år, stadig boende hos minne forældres venner, og tog så et halvt år på idrætshøjskole. Jeg havde altid haft lyst til at tage på højskole og vidste, at jeg ville fortryde det, hvis ikke jeg gjorde det, inden jeg startede på uddannelse.

Da jeg så kom hjem fra højskolen, besluttede jeg mig for, at det endelig var tid til at flytte rigtigt hjemmefra. Jeg havde fundet en god ven på højskolen, og vi havde planer om at finde en lejlighed sammen. Det var også meget rart, da det ellers er noget af en social omvæltning, at gå fra en højskole, hvor der er mennesker omrking en konstant og til en ensom enværelses. Det er først her jeg for alvor føler, at jeg er sluppet væk hjemmefra. Når man selv skal tage ansvar for mad, tøj, indkøb, rengøring og penge. Desværre skulle jeg også tage ansvar for at min ven kom op om morgenen og huske ham på at være med til de huslige pligter. I længden gider man ikke blive ved med det, så jeg flytter nu igen. Dog under påskud, at jeg vil nærmere min uddannelse og ind til storbyen, hvor alle mine nye og en hel del af de gamle bor.

Det er måske heller ikke bare et påskud, men også fordi jeg virkelig gerne vil prøve at have mit helt eget sted. Nu føler jeg ligesom at jeg er klar til det. Det er vel også det sidste skridt man kan tage af denne vej mod det at føle sig voksen. Jeg ved godt nok, at jeg stadig kan bede mine forældre om hjælp, hvis det kniber med pengene, men vil gerne undgå det, hvis jeg kan. Det er jo mit liv nu og jeg skulle gerne selv kunne klare det.
Jeg er glad for at jeg havde mulighed for at flytte hjemmefra, sådan et lille skridt af gangen. Jeg tænker, at det nok er nemmere at overskue på denne måde, frem for hvis jeg var flyttet direkte fra mine forældre og ind til storbyen. Jeg er sikker på, at jeg virkelig ville have lyst til at slippe væk hjemmefra, men jeg tror ikke, at jeg ville finde mig til rette med det alligevel. Ikke helt med det samme. Det ville nok være for meget på en gang.

Men nu glæder jeg mig til at flytte.

Ja, rent juridisk er det jo et forholdsvis let spørgsmål. Når du er 18 år, så må du selv være ansvarlig for dit liv, hvilket vel i grove træk betyder at være voksen. Du skal bare lige huske, at du allerede fra de 16 år skal være ansvarlig for dine handlinger og når du er 13 skal du tage stilling til, at konfirmere din kristne tro. Men hvornår føler jeg selv, at jeg er voksen? Er jeg voksen nu?
På et tidligere tidspunkt kunne man næsten ikke blive voksen hurtig nok, da det var forbundet med så meget frihed og romantik. Nu virker det ligesom ikke så tiltrækkende mere, med alt det ansvar der omklamrer tilværelse. Tanken om at når man først har taget skridtet over og er blevet voksen, så er der ingen vej tilbage. Så fryser du fast i den person for resten af livet.

Sådan er det selvfølgelig ikke, men man ser alligevel lidt sådan på det, fordi vi står til at skulle opgive så meget frihed. Det sker jo heller ikke natten over, men vel nærmere over en årrække, helt uden at man ligger mærke til det. En dag står man vel bare med sin egen lille åbenbaring. “Nu er jeg voksen.” Eller måske sker det ikke. Det ved jeg jo ikke endnu. Jeg har jo kun lige taget mit første skridt ind i 20′erne.

Nogle folk ser mig måske allerede som voksen, mens andre igen ser mig blot som en stor knægt. Grænserne for hvornår vi er hvad, er blevet udvisket. Vi kan bo hjemme til mit i 20′erne. Vi kan feste og skabe os som teenagere til vi næsten er 30 (og stadig ikke er trætte af det). Vi kan være økonomisk afhængige af vores forældre, selv om vi er flyttet hjemmefra. Men hvert bånd vi kapper til ungdommen er jo et skridt på vejen mod at blive voksen. Så det er vel bare om at tælle hvor man skridt man har gået.